Gammelmandstur 2014 til Frederiksværk!

Med tjansen som offentligt ansat, kan der mere eller mindre tilfældigt medfølge en del gode ben, som bør plejes med omhu. Af den grund blev gammelmandsturen anno 2014, for retfærdighedens skyld, helt utraditionelt, tidsmæssigt planlagt til at forløbe umiddelbart efter pinsen, i stedet for ugen lige før sankthans. Jakob havde i god tid aftalt med Frederiksværk Roklub, at vi her kunne låne både, og de havde nok af dem.

Poul havde, trods lidt kontrovers med camping-mutter, fået udvirket, at vi kunne leje to hytter på en udmærket campingplads tæt på bymidten.

De to chauffører, Jakob og Allan, førte os sikkert til Frederiksværk tirsdag formiddag, og efter installation og fordeling af mandskab i småhusene, samledes vi til fælles frokostbord og rådslagning. Middagssøvnen blev lagt i mølposen, og vi begav os lidt famlende ned mod roklubben, hvor der var fuld aktivitet, mestendels kajakindøvning.

Ro- og Kajakklubben i Frederiksværk nedbrændte totalt den 7. oktober 2011, som følge af en kortslutning i et køleskab. (Måske har der været mus, som i vores?).

Klubbens erhvervsforsikring dækkede fuldt ud, og alt blev erstattet, med nye bygninger, samt en helt ny bådpark; alt i alt vel op imod 100 kajakker og robåde.

Vi fik anvist to splinter nye, moderne udstyrede både, og hurtigt kom vi på vandet med kurs mod Frederikssund, i frisk modvind. Vi holdt os nogenlunde i læ af kysten, men alligevel blev det en sej tur mod vind og strøm. Pludselig udbrød Jakob: ”Der er den jo”! Han havde fået øje på den gule villabygning, som husede lægefamilien Sommer, under optagelsen af TVserien af samme navn. Det var vel den største oplevelse på den tur, bortset fra den konstant flotte kystlinie, og naturen i det hele taget. Det skal også nævnes, at vi undervejs blev fanget af for lavt vand, og måtte passere et slæbested, hvor styrmændene agerede pramdragere over en uventet sandrevle. Vi nåede ikke helt ned til Frederikssund, da vinden og tiden var imod os. Vi vendte om lidt før den overbelastede bro til Jægerspris, og nød en velfortjent øl, inden vi bogstaveligt talt blæste hjem mod Frederiksværk, mens vi red på bølgerne.

Aftensmaden tilberedtes ved fælles anstrengelse, ved hjælp af lidt mangelfuld køkkenudstyr i de to hytter. Pouls sædvanlige charme svigtede, og han udbyggede sin kontrovers med campingmutter, som i øvrigt var svær at få kontakt til.

Onsdag bød på perfekt rovejr, og turen gik vestover, gennem Kulhus Rende, hvor vi ud for havnen mødte en kajakroer, som bl.a. rådede os til at spise frokost på havnen i Hundested. Efter en kort øl/tissepause i Lynæs lystbådehavn, fik vi, via diverse I-phones og smart-phones, kraftige varsler om snarlig regn, torden og lynild.

Vi fortsatte dog fortrøstningsfulde med let roning mod Hundested. Det truende uvejr forblev ude i horisonten, mens vi trak bådene op på sandstranden ud for Hundested Roklub.

På vandreturen ind mod havnen, snublede Mogens på den ujævne strandsti, dog uden den store dramatik, men han ømmede sig noget over smerter i låret. Poul

spurgte lakonisk medfølende, men uudgrundeligt: ”Hvor meget slog du dig?” - (?Måske ca. en halv meter, samt et blåt mærke!?).

Ellers nåede vi velbeholdne i ly, for den nu begyndende regn, på Halsnæs Bryghus, hvor vi indtog en herrefrokost, med samt en velfortjent specialøl: En stor Rød Ran! Poul forsøgte at charme sevitricen, med kajakroerens velmente anbefaling af restauranten, men fejlede! (”Kajakmanden sagde, at vi bare skulle sige . . . . . .).

Lidt kultur fik vi da også med, inden returnering til Frederiksværk. Et areal på Hundested havn var omdannet til legeplads for sandskulptører; seriøse kunstnere fra hele verden, som havde moret sig udi nordisk mytologi. Fantastisk flotte sandfigurer, forstillende f.eks. Regnar Lodbrog, Kraka og mange flere sagnskikkelser! Og Jakob mødte en tidligere svoger, som Poul vist også næsten kom i familie med.

På vandreturen tilbage til slæbebådene var der ingen der faldt. Men der var blevet lavvande, og bådene måtte derfor slæbes (bæres) et godt stykke, inden de igen fik vand under kølen. En behjertet tilskuer foreslog os ellers at vente: ”En bajers tid eller to - så kommer vandet tilbage af sig selv”.

En ubetænksom styrmand, som absolut skulle nærfotografere en formodet nybygget vinterbaderpavillon ved Lynæs, førte båden direkte på en sandrevle i lavvandet, og måtte igen agere pramdrager med fanglinen over skulder. Efter indkøb i supermarked, og aftensmad med nye kartofler, flynder, jordbær m. fløde og kaffe, faldt der tildels ro over selskabet. Enkelte skulle dog lige have et behov dækket mht. udnyttelse af taletiden via mobilen. Smart-telefonerne tappede også flittigt morgendagens lokalvejrmeldinger, idet der var opstået planer om, at vi torsdag evt. kunne komme en tur på Arresø. Men der blev truet med hård blæst.

Torsdagen oprandt med strid vind.

Jakobs telefonkontakt fra roklubben mente ikke umiddelbart, at det var rovejr, men han ville da gerne vise os klubbens faciliteter ud til Arresø. Han var født og opvokset ved Auderød, hvor han i øvrigt stadig boede. Jakob fik adressen. Efter morgenmad samt rengøring af hytterne, pakkede vi vores grej, sagde farvel til den træge campingbestyrer, og kørte ud til kontaktmandens landsted.

Niels tog plads i passager-lænestolen i mandens imponerende sølvgrå Mercedes, og det gik i fuld fart ned mod Arresøs bred. Jakob og Allan fulgte tappert efter med vi andre, og undervejs var der en aflåst portafspærring, som vi skulle passere, og Niels derefter lånte nøglen til. Den flinke mand forklarede, at Skov- og Naturstyrelsen havde overtaget hele området, hvor Søværnets Eksercerskole havde haft til huse siden 1958. Røde Kors lejede for tiden kasernebygningerne, men skulle forlade disse i løbet af kort tid. Den oprindelige lille havn, hvor søværnet i sin tid havde en flåde af Travaljer til uddannelse af værnepligtige roere, var nu udlejet til Frederiksværk Roklub og en lille privat sejlklub, på meget rimelige vilkår. Der lå enkelte små både i den lille havn. Roklubben havde tre 2'ere placeret i et ældre skur, som vi fik nøglen til. Det var roklubbens planer, at bygge et nyt og større bådeskur, og i det hele taget forsøge at skabe større aktivitet på Arresø, for – som han sagde: ”Det er helt uforståeligt, at Danmarks største sø, beliggende kun en halv times kørsel fra en millionby, er så øde; der burde være fuld aktivitet af sejlbåde, men ikke et eneste hvidt sejl er i sigte, selv om vejret er perfekt”!

Det blæste en del, ja, men ret til styrbord lige uden for havnen, var der læ mod syd, og vi fik en pragtfuld formiddagstur på Arresø. Langs kysten ned mod Kregme spottedes hejrer, og sågar vistnok en ørnerede. En nysgerrig ko kom ud i vandet efter os – eller var det en kvie?

Undertegnede blev pludselig 55 år yngre. Sommeren 1959 – værnepligt i søværnet – to måneders rekrutuddannelse i Auderød – eksercits og march – konditræning - forhindringsbaner – skydeøvelser, men frem for alt: Herlige roture på søen i Travaljer. Det var her jeg lærte at skive åren, eller adlyde styrmandens ordre: ”Ti stærke”, båden kom i fart, og kunne bringes i skjul, så langt som muligt, inde mellem sivene. Derpå befalingsmandens næste ordre: ”Smøgpause”!

Tilbage til nutiden! Efter en dejlig formiddag på/ved Arresø, spiste vi frokost i det grønne; de sidste rester fra campingpladsens køleskab. Poul åd det sidste æg, og de resterende få dåseøl blev broderligt fordelt. Regnskabets time var inde: Det blev den hidtil billigste herrelangtur, vi har haft, og rodistancen toppede vistnok med ca. 53 kilometer.

Juli 2014/JøM.